Artikel top billede

(Foto: Stefan Coders/Pixabay)

Sikkerhedsselskab benægter: Vores VPN er ikke blevet brugt til ransomware-angreb

Efter at have undersøgt sagen om ransomware-angrebet mod den enorme it-distributør Ingram Micro, kommer selskabet bag en meget omtalt VPN nu på banen.

En af verdens største it-distributører Ingram Micro har de seneste dage kæmpet med et ransomware-angreb, der har ramt selskabets systemer i stor stil.

Ifølge flere medier, er det ransomware-gruppen SafePay, der står bag angrebet.

De første meldinger gik på, at det var VPN-teknologien GlobalProtect fra Palo Alto Networks, der var blevet brugt af hackerne til at trænge igennem til Ingram Micros systemer.

Efter at have undersøgt sagen benægter Palo Alto Networks imidlertid, at det skulle være tilfældet.

Cyberselskabet erklærer, at de meldinger, der har været, som "hævder, at vores GlobalProtect VPN var kilden til cybersikkerhedshændelsen hos Ingram Micro, er falske," lyder det fra selskabet, som fortsætter:

"Palo Alto Networks kan bekræfte, at ingen af ​​vores produkter var kilden til sårbarheden eller blev påvirket af bruddet," lyder det i en melding fra Palo Alto Networks sendt til en række medier – heriblandt CRN.

Meldingerne om VPN’en som døråbner kom på baggrund af en intern notits, som Ingram Micro sendte rundt til sine medarbejdere.

Ingram Micro selv melder om fremskridt med at få styr på systemerne efter angrebet. Selskabet måtte lukke en række systemer for at undgå, at ransomwaren ville sprede sig i systemet.

Der er ingen meldinger om, hvordan hackerne er kommet ind, hvis det ikke er VPN’en.






OSZAR »