Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
"Efter pres og trusler fra Trump har Microsoft lukket for mailadressen for chefanklageren for Den Internationale Krigsforbryderdomstol, ICC, som har været nødt til at skifte til Proton Mail."
Denne chokerende nyhed kunne Computerworld (og en række internationale medier) bringe for nylig.
Essensen er tilsyneladende, at en politiker kan presse en it-leverandør til at lukke for en persons og en institutions brug af produkter, som pågældende betaler for.
I dette tilfælde med ret store operationelle problemer (naturligvis) til følge i driften af ICC. Uhørt og skræmmende.
Efter at have genfundet pusten, vil jeg her forsøge at tegne de første rids af de lange perspektiver op.
Cloud som makrotendens
Vi kender det skæve magtforhold mellem kunde og leverandør fra enkeltpersoners ringe indsigelsesmuligheder over for eksempelvis Facebook.
Har samme skævhed nu kurs mod at blive forlænget ind i den professionelle sfære, når virksomheder benytter cloud-platforme? Bliver afhængigheden så stor at efterspørgselssiden ikke kan stemme med fødderne og straffe leverandører, når de "bryder kontrakten"?
Makrotendensen mod cloud-baserede løsninger accelerer problemstillingen.
Virksomheder stoler rent faktisk på, at leverandøren tager sit ansvar og sikrer data og funktionalitet. Vi giver dig adgang til vores kronjuveler (data) og vi forventer tårnhøj integritet fra din side (naturligvis).
Svaret på udfordringen er ikke at aflyse den teknologiske makrotendens. Der er stærke årsager til at verden går den vej, hvor den enkelte virksomhed kan reducere teknologisk kompleksitet ved at outsource til en stram styring med markante stordriftsfordele.
Vi har før set, at teknologisk udvikling kommer under pres. Hvad skal vi med biler, når de kører så hurtigt, at vi dør af dem, og når hestevognen i århundreder har løst transportopgaven fint nok?
Svaret er fokus på trafiksikkerhed, sikkerhedsseler og løbende forbedringer.
Transatlantisk naivitet
I tilfældet her må vi svinge os op til at tale om magtens tredeling og om samspillet mellem stat og marked.
Aktuelt skutter vi os i Europa og har travlt med at opbygge sikkerhedspolitisk autonomi som værn mod de frådende bølger fra USA.
Men vi må ikke reducere problemstillingen til 'Europa-er-godt-og-USA-er-skridt'.
Principielt kunne det lige så godt være en europæisk politiker, som brød alle skrevne og uskrevne regler som led i en magtudøvelse.
Vi må ikke lande i en faldgrube af transatlantisk naivitet og tro, at Europa er hævet over problemstillingen.
USA stresstester verden
USA har gang i en global stresstest, som viser os, hvad skruppelløse politikere kan udrette i en digital tidsalder. Hvis man skal tænke positivt over, hvad vi ser i 2025, så er det, at stresstesten giver læring.
Verden har brug for et bolværk mod politisk misbrug og afpresning muliggjort af digital funktionalitet. Vi ser en uheldig sideeffekt, når vi samler data og funktionalitet på platforme drevet på markedsvilkår.
Men markedsmekanismen har historisk været garant for enorme teknologiske forandringer og hastig udvikling.
Som kunder i en butik har vi kunnet regne med, at en privat aktør har maksimal interesse i at beskytte sit omdømme og sit kundegrundlag ved netop at passe på data og på forretningsrelationen.
Den aktuelle sag må gøre voldsomt ondt i sjælen på Microsoft, der ind til videre ikke har kommenteret forløbet.
Principielt ligger virksomhedens data altså fint, når de er outsourcet til aktører, der agerer på markedsvilkår. Men vi må sikre en armslængde til politisk misbrug.
Verden har brug for en international it-forbryderdomstol.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.