Artikel top billede

(Foto: Martijn Baudoin / Unsplash)

Supermarkeds-kæmpe mister milliarder efter sofistikeret cyberangreb: Hele forretningen sat i stå

Et målrettet cyberangreb har udløst et tab på milliarder hos den britiske detailkæmpe Marks & Spencer. Gendannelsen ventes at tage flere måneder.

Den britiske detailgigant Marks & Spencer er i den seneste tid blevet ramt af et massivt cyberangreb, der kommer til at få store konsekvenser på flere områder.

En af konsekvenserne er den enorme pris, som angrebet kommer til at koste.

Ifølge selskabet selv ventes angrebet at koste op mod 400 millioner dollar, som svarer til cirka mere end 2,6 milliarder kroner i tabt driftsoverskud alene, skriver Reuters.

Det er langt højere end de gennemsnitlige omkostninger ved selv store ransomwareangreb, hvilket blot er med til at illustrere, hvor ødelæggende målrettede cyberangreb kan være.

Tilbage til blyant og papir

Angrebet, som fandt sted påskemandag, blev ifølge Marks & Spencer (M&S) udført af “en højt sofistikeret og målrettet aktør”.

Det satte alle virksomhedens onlineaktiviteter ud af drift og tvang medarbejdere til at vende tilbage til papir og blyant i både logistik og fødevaredivisionen.

Onlinehandel i M&S’ mode-, bolig- og skønhedsafdelinger blev lukket i april og forventes først at være fuldt genoprettet i juli.

Det har haft mærkbar effekt på koncernens samlede salg og indtjening, mens mad-afdelingen blev ramt af lavere tilgængelighed, spild og øgede logistikomkostninger.

Ifølge Reuters har selskabet allerede mistet mere end 8,9 milliarder kroner i aktieværdi på børsen, mens aktien faldt 13 procent i perioden efter angrebet.

Alligevel forsøger M&S-topchef Stuart Machin at holde hovedet højt midt i krisen.

“Det her er et bump på vejen, og vi kommer ud af det i bedre form. Vi vil fortsætte vores plan for at gentænke M&S for kunder, medarbejdere og aktionærer,” siger han ifølge mediet i en udtalelse.

Han tilføjer, at selskabet vil sætte fart på sin teknologiske transformation som konsekvens af angrebet.

Angrebet på M&S var i øvrigt ikke det eneste cyberangreb på britiske detailhandelskæder. Det kan du læse mere om her:





OSZAR »